Lykkes verden

 Mig og journalistikken

Jeg har været bidt af det skrevne ord, siden jeg stavede mig igennem den første “Søren og Mette” bog som 6-årig, og da jeg en del år senere fandt ud af, at man kunne uddanne sig til at skrive om virkeligheden, følte jeg virkelig, at jeg havde fundet en skat, som ingen andre måtte få færten af.

I de tidlige teenageår var det mest muligheden for at kigge stjernerne dybt i øjnene med blokken i hånden, der vejede tungest. Tænk at være den, der interviewede Take That om, hvorfor de var gået i opløsning til forsiden af MIX – et drømmescenarie.
Det udviklede sig langsomt til, at jeg ikke omgående slukkede fjernsynet, når tonerne af Tv-avisens jingle bragede ud i stuen. Jeg prøvede at blive siddende og faktisk se udsendelsen. Her startede fascinationen af nyhederne, og de fire ord “hvad er der sket?” begyndte at jage min bevidsthed. Det har de gjort lige siden, og popheltene fra Manchester har måttet vige pladsen for Ulla, Åsne, Thompson og Sabroe.

Det, der er så fantastisk ved journalistikken, er, at den har så mange facetter. Bagved den overordnede og svævende idé omkring at indsamle og formidle meninger og fakta, der har relevans for samfundet, gemmer der sig et hav af serveringsmåder. Fra den hurtige sprøde nyhed, der er lige til at spise i farten over den tolvspaltede featuremenu, der kræver tid og fordybelse. Jeg mener ikke, det ene udelukker det andet. Der er et publikum og en tid til begge genrer.
Hovedsagen er at finde stemmerne – og skrive historien.
Om det så er tekstilarbejderne, der er blevet fyret i kampen for deres rettigheder, som jeg talte med på min rejse til Mellemamerika eller konservatoren, der udhuler uglehjerner, som jeg besøgte i et kældervæksted i Randers.

Min  lyst til journalistikken er utrættelig, uanset rammerne. Jeg vil bare sparke igennem.

Lykke og byen

Søndag aften på et loftsværelse på et nedlagt landbrug i det sydvestjyske. Jeg ligger i min seng og læser, i mens “det elektriske barometer” på P3 flyder ud i rummet fra mit minianlæg på reolen. Alt er drømmende. Sangene og synthesizeren, værtens lyse herrestemme, brevene der bliver læst op fra de følende unge, der spekulerer over, hvad meningen med det hele egentlig er.
Det rammer mig hver søndag. Længslen. Og jeg dyrker det. Jeg vil bare til byen. Over til musikken, til malingklatterne, til de grønne spir, til det spraglede, til asfalten, til menneskene, til larmen..
Og nu er jeg her. Det tog nogle år og halvandet års anløb i skønne Århus.
Men det her er København – jeg inhalerer det gennem munden og næsen hver morgen, når jeg krydser byen på cykel, og jeg bliver noget så høj. Jeg har tænkt på, hvornår rusen lægger sig – ikke foreløbigt kan jeg mærke.
Her er alt det, jeg drømte om hver søndag. Og jeg er ikke blevet skuffet – selvom min barnlige forventning nærmest lagde op til det.
Jeg bor i en stor fyldig slikpose – det eneste, jeg skal gøre, er at række ud efter det stykke, jeg har lyst til lige netop i dag. Og nu snakker jeg ikke bare om electro i rustikke kælderlokaler eller franske provokunstnere i Glyptoteket. Jeg taler også om det journalistiske slaraffenland.
Jeg bliver ikke mæt foreløbigt – hverken af det ene eller det andet.