www.care.dk 27.02.08

Den politiske uro er igen brudt ud i Nepal. For to uger siden indledte den etniske gruppe Madhesierne en politisk strejke, der har betydet, at området i det sydlige Nepal er afskåret fra stort set alle fødevarer og brændstof. Situation er især fatal for provinsens hospitaler, og både CARE International og FN følger bekymret udviklingen.

Af Lykke Fabricius Port

Lange køer af biler, motorcykler og knallerter fylder gaderne i hovedstaden Katmandu, hvor befolkningen nemt venter halve døgn for at få benzin på deres køretøjer.
Manglen på brændstof er blot én af mange konsekvenser, der har lammet Terai-provinsen i det sydlige Nepal efter at gruppen UDMF indledte en politisk strejke den 13. februar.
UDMF (United Democratic Madhesi Front) er en koalition af det nepalesiske lavlands tre største politiske partier. UDMF kæmper for den etniske gruppe Madhesiernes ret til indflydelse op til valget den 10. april og har siden strejkens start fået større og større opbakning.

En blodig baggrund
Siden fredsaftalen i 2006 mellem maoisterne og den nepalesiske regering, der blev enden på den mere end ti år lange borgerkrig, har landet været præget af bombesprængninger og voldsomme demonstrationer.
Madhesi gruppens protester forværrer den i forvejen meget anspændte politiske situation.
Oprørerne proklamerer, at de fortsætter deres strejke, indtil regeringen giver efter for deres krav om at ændre forfatningen og give Madhesierne selvbestemmelse og pladser i alle statslige institutioner, som politi og hær.

Hospitaler uden strøm
CARE International oplyser, at flere hundrede er blevet sårede i urolighederne, og at omfattende blokader har stoppet transporten til og fra regionen. Brændstofreserverne slipper op dag for dag, og det er især alvorligt for områdets hospitaler, hvor elektriciteten er livsvigtig.
‘Vi er ikke i stand til at bruge vores maskiner, hvis ikke der er strøm, og det vil true mange patienters liv. Derudover bliver det sværere og sværere at holde medicinen og blodbanken afkølet’, siger Bharat Pradhan, administrativ leder for Kathmandus Model Hospital til FNs nyhedsbureau IRIN-News.
Også FN ser alvorligt på situationen i Nepal, der har ført til, at prisen for basale varer er steget op til halvtreds procent:
‘Hvis krisen i Terai fortsætter en uge mere, vil det påvirke den humanitære situation betydeligt. Fødevaresikkerheden er truet, det samme er levevilkårene og indkomsten for de fattige lokalsamfund,‘ siger Wendy Cue, chef for FN’s Koordinationskontor for humanitær bistand, OCHA, til IRIN-News.

Der har været udgangsforbud i en del af provinsens byer den seneste uge. Det, og blokaderne af områdets veje, har ikke kunnet undgå at påvirke CAREs projekter i Nepal, så udviklingen følges nøje. Regeringen og oprørerne har indledt forhandlinger, og håbet er, at de munder ud i en fredelig løsning.

  www.care.dk 18.02.08

Den politiske situation i Kenya har ikke bare ramt den lokale befolkning hårdt. Hele regionen er påvirket af hidsigt stigende fødevarepriser og lammet infrastruktur. Forhåbentligt er konsekvenserne kortvarige, men området er dybt afhængig af en hurtig løsning, siger ekspert.

Af Lykke Fabricius Port

Roen er så småt ved at indfinde sig i Kenya næsten to måneder efter det kontroversielle parlamentsvalg, der gravede dybe kløfter i hele samfundet. Det, der startede som en politisk kamp om valgsvindel mellem præsident Mwai Kibaki fra kykuyo-stammen og oppositionsleder Raila Odinga fra luo-stammen, spredte sig til hele den kenyanske befolkning og udviklede sig til etnisk vold mellem landets stammer.
‘Alt har været præget af totalt kaos og anarki, og det har influeret alle dele af samfundet. Det er min overbevisning, at tingene er ved at falde til ro, men der er en stor risiko for, at uroen bryder ud igen,’ siger Mogens Buch-Hansen, lektor på udviklingsstudier ved Roskilde Universitetscenter, der i en årrække har opholdt sig i Kenya.

Landbrug sat på standby
Butikker er brændt ned, landbrugsjord er ødelagt, og folk har mistet deres arbejde og indkomst. Samtidig har manglen på fødevarer påvirket de lokale markeder, hvor priserne er steget voldsomt. Den trængte befolkning har derfor ikke længere råd til basale fornødenheder. Således er prisen på majsmel nogle steder steget til det tredobbelte.
‘Den samlede situation er utrolig sårbar, og det påvirker priserne. Oven i det hamstrer den rige del af befolkningen varer, og der er i forvejen mangel på mad,’ siger Mogens Buch-Hansen.
Urolighederne ramte lige ind i sæsonen for den årlige majshøst. Det tyder på, at udbyttet bliver 20 procent mindre end normalt på grund af manglende regn. Konsekvenserne strækker sig dog længere end det. De etniske kampe har været værst i provinsen Rift Valley, der også står for 80 procent af landets majsproduktion. Det betyder, at næste års høst vil se endnu værre ud, hvis ikke snart markerne bliver pløjet og klargjort, oplyser Care International.

Strandede madvarer
De stridende stammers kampe langs hovedvejene fra Nairobi igennem byerne Nukuru, Kisumu og Eldoret, afbrød varetransporten i flere uger og efterlod lastbilerne strandede. Og regionens transportnerve, Mombasa havn, er stadig fyldt til randen med containere, der i sneglefart bliver lastet og fragtet ud til resten af Kenya og nabolandene. Den langsommelige transport kan ikke undgå at ramme den i forvejen hårdt prøvede befolkning i Rwanda, Burundi og Uganda. Varer fra disse tre lande strømmer både til og fra havnen i Mombasa – 70 procent af Ugandas udenrigshandel foregår således med Kenya.
Også små landbrug i fjernere egne af landet er blevet indirekte påvirket af konflikten. Bonden Teresia Chebet fra det vestlige Kenya fortæller her til FNs humanitære nyhedsside, IRIN-news:
“Mine tomater rådner på marken. Det, vi høster, koger vi. Resten giver vi til dyrene, fordi vejene til markederne har været blokerede. Jeg kan ikke engang dele tomaterne med naboerne, for deres tomater rådner også.”

På flugt til fattigdommen
Krisen har foreløbigt fordrevet 600.000 mennesker og dræbt 1000. Mange er flygtet over grænserne. Uganda har således modtaget 12000 flygtninge, oplyser Care International. En kæmpe byrde for et land, hvis befolkning kæmper mod fattigdom og retten til deres egen jord.
‘Hvis, og jeg understreger hvis, der snart bliver fundet en løsning, vil den negative påvirkning af regionens fødevaresikkerhed kunne stoppes. Set i det perspektiv, vil konsekvenserne være små i forhold til, hvad klimaforandringerne gør ved Afrika generelt. Men Kenyas rolle som forgangsland har fået store skrammer. Selvom det dybest set er et demokratisk sundhedstegn, at befolkningen råber op, ‘ slutter Mogens Buch-Hansen.

Problemudredende artikel offentliggjort i “Sporvejsnyt Århus” juni 2007

Busser frarøves deres sikkerhed

De fleste danskere stiger ind i bussen på vej til arbejde eller studie med den overbevisning, at der er taget hånd om sikkerheden. Men et hurtigt kig rundt i bussen afslører, at noget mangler. De pighamre, der skal slå ruderne itu i en nødsituation, er ofte ribbet. En rundringning til bybusselskaberne i landets 10 største byer viser, at der alle steder er store problemer med stjålne nødhamre. Direktør i brancheforeningen Danske Busvognmænd Steen Bundgaard er bekymret for konsekvensen af tyveriet.
“Hvis vi står i en situation, hvor der sker en alvorlig busulykke, og nødhamrene mangler, så er vi på den. Det er en utrolig vigtig sikkerhedsforanstaltning.”
Buschaufførerne er bevidste om problemet, men kan ofte ikke følge med.
“Hvis bussen er blevet fyldt op med nødhamre om fredagen, er de helt sikkert væk om mandagen”, siger Benny Nymann Rasmussen fra Fynbus i Odense. Han er ikke alene med sin frustration.
I landets næststørste by, Århus, forsvinder der intet mindre end 2600 nødhamre om året.

Tyve stjæler bussens nødhamre

Danmarks busbranche står magtesløse overfor problemet, der går ud over både pengepung og sikkerhed

Af Lykke Fabricius Port

5´eren mod Stavtrup i Århus svinger omkring hjørnet, og den gule bus bremser rutinemæssigt ned og holder stille lige ud for busstoppet. Bagdøren åbnes, og midtergangen fyldes af børnehavebørn i to rækker.
“Jeg vil sidde ved vinduet”, råber en lille dreng i lyseblå forårsjakke og kigger op på de to pædagoger, der har deres hyr med at holde styr på flokken.
Lidt efter er bussen atter oppe i gear, imens den sidste siddeplads bliver taget. Det er en helt almindelig arbejdsdag for buschauffør Chris Gade Oxholm, men da bussen når til endestationen finder han fem fejl inde i bussen. Der mangler nødhamre ved vinduerne i hele højre side, samt bagi. Ifølge Færdsels-styrelsens lovgivning om personbefordring skal der være én lettilgængelig nødhammer for hver 20. passager, men loven er svær at overholde, når tyve konstant løber med sikkerheden. Hos Århus Sporvejes busser forsvinder der i gennemsnit 2600 nødhamre om året. Set i relief er det syv om dagen. Ligesom mange af sine kolleger landet over, er Chris Gade Oxholm frustreret over tyverierne.
“Det er et stort problem og helt meningsløst. Det er de få, der ødelægger sikkerheden for de mange.”

Kollektiv hovedpine
Det er ikke kun i Århus, der er problemer med at holde de røde hamre inde i bussen. En stikprøve hos bybusselskaberne i landets 10 største byer viser, at det er et generelt problem for branchen. I Odense gætter værkstedsleder Benny Nymann Rasmussen på, at der forsvinder mellem 400-600 nødhamre om året.
“Det er en stor omkostning for firmaet, men hvad værre er, så kan det i sidste ende koste liv. Den hammer skal være der.”
Samme holdning kan man finde hos Arriva, der står for halvdelen af bustrafikken i hovedstadsområdet. De mister 300-500 nødhamre om året i deres busser i Danmark.
“Vi kan kun appellere til at lade hamrene hænge. Man skal sammenligne det med redningskransene på de vestjyske strande. De hænger der til den dag, hvor der er behov for dem, og man går på kompromis med andre menneskers sikkerhed, hvis man svækker beredskabet.”, siger kommunikationsdirektør for Arriva Skandinavien Jan Wildau.
Alle steder forklarer de, at nødhamrene fyldes op minimum en gang i måneden, når busserne skal synes for fejl og mangler. Men det kan være svært at følge med.
“Vi kan hænge hamre op igen, så snart der er sat nye i. Sådan fortsætter det”, siger Henrik Knudsen, driftsassistent hos Arriva i Horsens.

Chaufføren er ansvarlig
Tilbage i Århus sætter Chris Gade Oxholm sig atter tilbage i førersædet efter en lille pause og en smøg. Udover at være en del af Århus Sporvejes faste medarbejderstab, er Chris Gade Oxholm også sikkerhedsrepræsentant for chaufførerne. Han har svært ved at se, hvordan han og kollegerne kan mindske sikkerhedsbristen.
“Det er chaufførens ansvar at opdage eventuelle mangler inden han begynder på en rute, og han kan faktisk nægte at køre bussen. Spørgsmålet er bare, hvor tilfredse vores kunder ville være, hvis alle vores busser holdt stille hver gang, der blev taget en hammer,” siger han opgivende.
Det bedste bud, Chris Gade Oxholm kan komme op med, er, at den enkelte chauffør har en kasse med ekstra nødhamre stående. Århus Sporveje har skiftet omtrent halvdelen af bussernes nødhamre ud med billigere modeller, netop på grund af det store svind. Hvis de forhold tages med i en beregning, bruger selskabet omkring 100.000 kr. årligt alene på at erstatte hamrene. Dette beløb er vel at mærke uden den løn, der skal betales, for at få hamrene sat op.

Hvis ulykken rammer
Et er de økonomiske omkostninger, noget andet er den menneskelige konsekvens af det manglende sikkerhedsudstyr. Direktør i Danske Busvognmænd, Steen Bundgaard, gruer for den dag der sker en ulykke, og nødhamrene mangler.
“Det kan blive alvorligt, hvis bussen vælter om på siden, og dørene ikke kan benyttes. I sådan en situation er det utrolig vigtigt, at ruderne kan knuses med hammeren, og folk kan komme ud”
Busulykker er heldigvis meget sjældne i Danmark. Fra 2000-2005 lå antallet af dræbte i busulykker på 26. Til sammenligning omkom 1312 personer i deres personbil i samme periode.
På trods af sandsynligheden for en ulykke, er Chris Gade Oxholm skeptisk over for en lovændring.
“Hvis vi siger, at antal hamre pr. passager blev sat ned, og der kun skulle være tre nødhamre i en bus, ville der være stor sandsynlighed for at netop de tre hamre var væk.”
 

Forsøg med alarm
Folketingets trafikordførere er generelt chokerede over tendensen.
“Det er dybt forkasteligt at der hvert år stjæles så mange nødhamre. De formastelige tyvagtige passagerer er ikke alene simple tyveknægte – de er også med til at underminere andre folks sikkerhed”, siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

Hos SF efterlyser Poul Henrik Hedeboe, at branchen gør mere opmærksom på sig selv, hvis det vitterligt er så stort et problem. Han mener dog, at der skal eksperimenteres lidt, inden der gribes ind fra politiske side.
“Hammeren er umiddelbar nem at få fat i. Der må kunne laves nogle praktiske forsøg for at undgå tyveriet.”
Hos busselskabet Citytrafik i København har de faktisk startet en forsøgsordning, hvor der er blevet sat alarmer på nødhamrene. Forsøget er stadig relativt nyt, og går kort fortalt ud på, at en alarm går i gang hos chaufføren, hvis hammeren fjernes fra sin plads. Ordningen har haft en vis positiv effekt, men desværre også en negativ, fortæller værkfører Frits Jensen.
“Det har hjulpet lidt, men vi oplever gang på gang, at når der kommer fokus på problemet i medierne, så forsvinder der flere nødhamre. Det er som om at tyvene tænker ‘hvis de kan, så kan jeg også’. Alarm eller ej.”
Systemet er opfundet af en medarbejder i citytrafik, og er ikke en billig løsning. Skilte rundt om i bussen gør opmærksom på alarmen, og stiler mest efter at være præventiv. Det er endnu for tidligt at konkludere, om den nye elektronik kan betale sig.
 

Den store gåde
På Parkallé i Århus er der trængsel ved busstoppestederne. Det er fredag eftermiddag og mange er på vej hjem for at nyde en solbeskinnet weekend. Da de konfronteres med problemet, bliver mange overraskede og står uforstående overfor tyveriet.
“Det var da en underlig ting at stjæle, hvad skal de bruge den til?”, spørger Mette Bruun på 21. Samme forbløffelse kan spores hos 22-årige Jesper Bak.
“Det kommer fuldstændig bag på mig. Jeg har aldrig lagt mærke til, at de manglede. Men der er jo en grund til, at de hænger der.”
Mette Jønsson på 26, der netop er steget på 5′eren anede ikke at det var et problem, men kender flere der har en nødhammer liggende derhjemme.
“Da jeg var yngre, kan jeg huske, at der var lidt prestige i at stjæle en hammer”, siger hun og kigger rundt i bussen.
Det er lidt af et mysterium, hvor de mange pighamre ender henne, men busselskaberne får af og til en kasse med nødhamre tilbage, som politiet har konfiskeret i forbindelse med andre lovovertrædelser. Vicepolitikommissær ved Århus Politi, Jan Hamann kender til problemet, men det kan være svært at bevise, at en hammer er stjålet. Som det ser ud i dag, kan du helt legalt købe en nødhammer til din bil.

Bussens sæder og midtergang fyldes igen op af mennesker, og Chris Gade Oxholm sætter kurs mod Stavtrup for anden gang i dag. Der er atter fem timer til vagten er slut. Spørgsmålet er bare, om de to nødhamre der er tilbage i bussen, stadig hænger på deres plads, når bussen køres på plads i garagen i aften.

Et spørgsmål om liv eller død eller bare ren underholdning. Der blev leget med fremtiden i Odense, da robotter fra hele verden indtog byen.

Af Lykke Fabricius Port

“I’ve got the power.”
En mand i trediverne rækker triumferende en sort fjernbetjening med hvide knapper i vejret og smiler stort. Over for ham slår en actionman kolbøtter omringet af en flok hujende små drenge, alt imens tre lyshårede piger aer en hvid perserkat over kunstpelsen. For hvert strøg blinker den mekanisk med øjnene og åbner munden i et mjav.
Der er robotfestival i Danmarks geografiske centrum. Et mekka for tekniknørder og legesyge eksistenser i alle aldre. Brandts Klædefabrik lægger de historiske rammer for et kig ind i fremtiden, hvor far kan luge ukrudt fra lænestolen, børnene kan stimuleres af et stykke legetøj, der efterligner bevægelser, og hvor brandmanden ikke selv skal risikere sit liv i søgen efter overlevende.

Japansk livredder
En slange af børn bugter sig imellem de mange boder. Hele tiden kommer der nye skoleklasser til. Rundviseren Mads er iført en postkasserød t-shirt med matchende keyhanger. Begge med påskriften ‘Robots at play’, der er det officielle navn for festivalen.
“Der er en vigtig regel, og det er, at I skal være stille, når jeg snakker.”
Selvom han råber, forsvinder stemmen i lyden af overstadige barnestemmer og den elektroniske musik, der stormer ud af højtalerne. Heldigvis står der også pædagogisk tålmodighed på hans cv, og han får gennet 3a og 3b fra H.C. Andersen skolen videre til et af festivalens internationale trumfkort. En flok japanske forskere står på rad og række iført hvide skjorter og mørkeblå jakkesæt og fremviser deres bud på et teknisk vidunder. En robot med larvefødder, der kan komme frem I ruinerne og registrere kropsvarmen på eventuelt overlevende efter jordskælv eller terrorangreb.
“Hvad koster den?”, spørger en lille fregnet dreng og kigger op på slipsemændene, imens robotfingrene griber om hans ben.
Rundviser-Mads undlader at oversætte til engelsk og svarer, at den koster mere end alle deres lommepenge tilsammen.
“Seriøst?”, vil den lille dreng vide. Ja, helt seriøst.

Køb en robot
Spørgsmålet går igen hele dagen. Alle børn vil vide, hvor mange lommepenge der skal til for at få klassens sejeste legetøj med hjem i rygsækken.
Michael Wehner Rasmussen er centerleder for Robocluster, et netværk der arbejder på at forene forskning og erhvervsliv indenfor robotteknologien. Han kan godt forstå deres ønske.
“Alle har en forestilling om, hvad robotter er. Ingeniører, børn og kunstnere. Den store udfordring, er at gøre robotterne økonomisk mulige, og få dem ud blandt almindelige mennesker.”
I første omgang er legen med den livagtige teknik dog begrænset til festivalområdet.

Fantasier smedes sammen
I det ene hjørne ser det ud som om, der er sprunget en bilbombe. Forvredet metal, kabler og printplader ligger side om side med kobbertråd og jernrør. I midten af det hele står et afpillet cykelstel. En gruppe børn er i gang med at bygge deres egen robot af skrot. Eller rettere sagt, en robotdrage. Trommehinden giver efter for det skrald, der lyder, hver gang hammeren rammer mejslen, der borer sig ind i en olietønde.
“Den skal have så mange effekter som muligt,” forklarer Mathias fra 5y på Sankt Hans skolen. Et par gule ørepropper stikker ud på hver sin side af hovedet på ham, og håret er fugtigt af sved. Børnene står i kø for at få svejset deres metalstykker sammen. Tre klasser konkurrerer om at lave den mest spektakulære robot. Det er en kamp mod tiden og mod at finde de bedste skrotdele.

Kortslutning
En skarp lugt af røg fylder pludselig luften.
“Puh, hvorfor lugter det så skidt?”, spørger en lille pige og trækker t-shirten op over næsen. Japanerne kigger forbløffet op og opdager, at der er ved at gå ild i deres stikkontakt. Der bliver hurtigt byttet om på et par ledninger og iltforsyningen til robotterne er reddet. Uden strøm, ingen teknik.
Børnene leger ufortrødent videre og afprøver fremtidens gave til handicappede. En fleksibel kørestol, der kan bevæge sig i alle retninger. På den anden side vises græsslåmaskinen, der selv kan slå græsset og lugerobotten, der finder ukrudt og destruerer det med laser.
“Det ligger dybt i ethvert menneske, at det gerne vil være uafhængigt. Hvis man kan få en maskine til at lave det, man ikke selv gider, så gør man det,” lyder det fra Michael Wehner Rasmussen.
I midten af det hele jonglerer en gruppe mænd rundt med høje jernstativer. De er i gang med at bygge en scene, hvor den vindende skrotrobot skal hyldes om et par dage. I konkurrencen er det ikke den tekniske formåen, der er i højsædet. I stedet er det kreativiteten og samarbejdet der bedømmes. To ting, der for så vidt vides, stadig kræver en ægte menneskehjerne.

Produceret af: Lykke Fabricius Port, Louise Frimer og Julie Homann (speak)

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2008

Køn og konsekvens

Af Lykke Fabricius Port, CARE Danmark

Det er afgørende at målrette hjælp til fattige lande mod kvinder og deres specielle behov

KVINDER I verdens udviklingslande står i første række, når ekstreme vejrforhold raserer kontinentet. Kønsspørgsmålet bør være en del af klimaplanlægningen i de fattige lande.

Kvinder har de sidste 100 år kæmpet for at få samme rettigheder som mænd. Hvad enten det gælder stemmeret, retten til at arbejde eller lige løn. Nu kan verdens kvinder føje en ny uretfærdighed til listen: Klimaforandringer. 

Når himlen åbner sine sluser på vid gab i flere måneder, eller solen brænder al næring af jorden, er det kvinderne i verdens fattige lande, der for alvor mærker konsekvenserne. Det er dem, der må gå de ekstra kilometer for at hente vand, når tørken har tømt brønden. Og det er dem, der må sørge for familien, når manden rejser væk i jagten efter arbejde.

Ødelæggende orkan
Mange piger bliver taget ud af skolen for at hjælpe moren, og det er første spadestik på vejen til den dybe kløft, der hedder ulighed. Manglende uddannelse medfører begrænset indkomst, opsparing og socialt netværk. For et par uger siden rullede orkanen Ivan hen over Madagaskar og efterlod 135.000 tusinde hjemløse. En af dem er 40-årige Fira Alphonsine, der er eneforsørger i en familie på seks. Vinden og vandet stjal familiens livsgrundlag – rishøsten – og hun sidder nu i en flygtningelejr.

Kvinderne har altså intet at stå imod med, når klimaet raser.

Andre dele af det sydøstlige Afrika står lige nu under vand. Siden januar har kraftig regn fået floderne til at gå over deres bredder i blandt andet Mozambique. Her har kvinderne traditionelt lavere status end mændene. Men denne dimension tænkes sjældent ind i planlægningen, når udviklingshjælpen skal fordeles. Her flyder mænd og kvinder sammen i samme gruppe. Og det betyder som oftest, at kvinderne ikke får del i hjælpen – selvom erfaringen viser, at hvis en kvinde får pengene, får hele familien glæde af dem.

Forskellige udtryk
Der mangler målrettede planer for, hvordan kvinder bedst kan tænkes ind i de overordnede tilpasningsstrategier. Når regeringer og andre instanser formulerer deres reaktion på klimaforandringerne, skal der være en forståelse for, at man ikke bare kan lave en one-size-fits-all-løsning, for effekterne af klimaforandringerne kommer forskelligt til udtryk, hvad enten det gælder indkomstgrupper eller køn.

Sårbare regioner
I sit fattigdomsbekæmpelsesarbejde benytter CARE redskabet Climate Vulnerability and Capacity Assessment Tool, der kan lokalisere specielt sårbare regioner og skifte husdyr og afgrøder ud med nogle, der kan tåle de ekstreme vejrforhold. Det er afgørende, at vi målretter vores arbejde mod kvinder og deres specielle behov. Dette er et skridt i den rigtige retning og skal følges op af en langsigtet indsats, der med tiden kan ændre de dybt forankrede social-økonomiske uligheder og diskriminationen.